13/10 - 2009

Uha, det er lang tid siden

… jeg har skrevet noget herinde.

Det bliver vist en ordentlig omgang, hvis jeg skal have det hele med. Efter klub touren i april, gik jeg i gang med at skrive på Bytte Bytte Købmand – det vil sige, der gik faktisk et stykke tid, inden jeg kom i gang med det. Der var nogle forskellige tv-projekter oppe at vende, men der var ikke noget af det, der blev til noget, så det må arkiveres under ‘Spild af tid.’ Et par måneder før premieren gik jeg så i gang. Jeg skrev bare derudaf, uden filter. Jeg ville hellere overproducere, og så skære ned i materialet til sidst. Det har vist sig, at være en glimrende metode, hvilket ikke er den store overraskelse. Bare rart, for en gangs skyld, at have tid til det. Hvorvidt det, jeg har skrevet til Anders er sjovt, vil jo altid være et subjektivt spørgsmål (eller rettere: et spørgsmål med et subjektivt svar…) Men det er uden tvivl tight. Der ligger masser af jokes, og jeg har glædet mig til at se ham lave det. Det er et MØG sjovt show at lave. Det er virkeligt spøjst, at stå og fremføre en anden mands materiale, og ikke mindst at se ham lave mit. Endvidere er det jo en KÆMPEMÆSSIG tillidserklæring, såvel at stole på hans tekst, som at han leverer min ordentligt. Jeg vil vove den påstand, at showet – og det eksperiment det er – er en succes. Der har, naturligvis, fristes jeg til at skrive, været enkelte negative anmeldelser, men der har også været nogle positive, og publikum, som i min verden jo er LANGT de vigtigste, har været ovenud positive. Vi har jo bestræbt os på, at skrive showet så det ville være sjovt at se, selv for folk, der ikke kendte konceptet. Byttelegen er bare et lille krydderi til comedy nørderne derude. Vi har Martin Veltz med som vært, og han gør et strålende stykke arbejde. Jeg kan ikke forestille mig nogen, der ville være bedre kvalificeret til opgaven. Han forstår altså at skabe en hyggelig stemning, uanset udgangspunktet. Der ER jo forskel på søndag klokken 16 i Sdr. Omme og lørdag kl. 20 i Odense – men forskellen er minimal, når først Martin Veltz har udført sin magi. På denne tour lyder han i øvrigt det fulde navn Marvin M.fl. Veltz-Pels. Mit navn er D-Firebird 1 TT. Anders’ vil jeg ikke komme ind på, men meget af tiden, er hans krop besat af en gammel senil dame, ved navn Eva. Det er en tour-ting… det bliver nok aldrig lige så sjovt for andre, som det er for os. Men det er showet forhåbentlig, så hvis du endnu ikke har købt billet, så se at få fingeren ind (en vending, man forstår, hvis man ser showet.) Udover Bytte Bytte Købmand – eller BBK, som vi siger, for nemheds skyld – medvirker jeg i øjeblikket i den nye sæson Comedy Fight Club. Deltagerne er så nye folk, at man har skønnet, at de kunne have brug for lidt coaching mht. skriveteknik etc. Det er superhyggeligt. Det er en flok gode drenge, og de er særdeles fokuserede på, at de skal få det maksimale ud af emnerne. Det er klart, at kvaliteten vil svinge lidt, for det ER ikke alle emner, der er lige god comedy i. Det er der heller ikke, når vi andre skriver, men vi har så muligheden for at kassere emnet. Det kan CFC gutterne ikke. De har en bunden opgave, og det er faktisk det, der kan få dem til at vokse som komikere. Glæd jer til at se det. Jeg tror, det bliver sjovt. Nu kunne jeg endnu en gang slutte med at love jer, at jeg fremover vil opdatere mit site lidt oftere, men vi ved jo alle sammen godt, at jeg kun skriver, når der er noget at skrive, så forvent en del nyt op til nytår, og TEMMELIGT meget mindre i løbet af januar, februar, marts… ved ikke hvor længe. Jeg har ingen idé om hvad der skal ske næste år. I december skal jeg, sammen med Christian Fuhlendorff, være vært på Comedy Aid (afløser for Talegaver til børn) og i september 2010 tager jeg på klubtour. I mellemtiden ved jeg ikke hvad der sker. Men mon ikke jeg finder på noget…? Hyg jer!