7/1 - 2009

Så overlevede verden endnu et år

… og det samme gjorde jeg. 2008 var en emotionel rutsjetur af de helt store. “De Alternative” var en meget blandet oplevelse, men jeg skylder stadig en kæmpe tak til Christine Skou, Birgitte Raaberg, Torben Zeller, personalet på Bellevue og ikke mindst Mick Øgendahl og Christian Fuhlendorff for at have gjort det til en overvejende positiv oplevelse. “Extrospekt” turnéen kom til at fylde meget i sensommeren og efteråret… og faktisk også begyndelsen af vinteren. Først skal det jo skrives, så skal det repeteres, så skal det annonceres, dernæst opføres. Så er der optagelse til TV og DVD, redigering, distributionsaftale, PR etc. Det tager tid det møg! Men jeg er overordentligt glad for DVD’en, og det har været det hele værd. Fridthjof Film – ikke mindst Bo, Thoke og Rasmus – har været uvurderlige samarbejdspartnere. Tak til alle, der har været involveret i produktionen… i ved hvem i er. Nu er der ikke så meget mere jeg kan gøre med “Extrospekt” – og så alligvel… på opfordring sætter vi ti ekstra shows op på Comedy Zoo i marts. Se tourplan. Lige nu koncentrerer jeg mig om at skrive nyt materiale. For det første optræder jeg helst ikke med ting, der er udgivet, for det andet optager vi en ny runde Stand-up.dk i midten af januar. Jeg skal jo også på klub tour i april, sammen med Simon Talbot og Torben Chris. Og… det er jo sluppet ud… til efteråret tager jeg en turné sammen med min gode ven, Anders Matthesen. Føj, hvor jeg glæder mig. For det første ved jeg, fra de ture Anders og jeg var været på før (to gange klub tour) at det er ganske hyggeligt, for det andet er der pt. ingen jeg hellere vil dele scene med – og vi har fundet på et virkeligt interessant koncept til showet. Alt i alt ser det ud til at der bliver nok at lave i 2009, og endnu en gang bliver det sat i relief, præcis hvor hårdt arbejde det er at være komiker i Danmark. En amerikansk komiker, der har fyrre solide minutter kan leve af dem i ti år. Herhjemme bliver vi, pga. landets ringe størrelse NØDT til at producere minimum 30 minutter om året, og når man gerne vil lave nogle one man shows, men helst heller ikke gå glip af klub touren, der som regel er en hyggelig måned og en strålende måde at komme i nærkontakt med publikum, skal der mere til. Misforstå mig ikke… jeg klager ikke! Jeg håber bare, at i derude ved, at det ikke er noget, vi kommer sovende til. Se evt. filmen “Jerry Seinfeld – Comedian” og check hvor stort postyr der er over at han skal skrive noget nyt. 2009 bliver et godt år… for det SKAL det! Håber at se jer derude.