23/5 - 2011

Så er “Science Faction” turnéen overstået

Så er “Science Faction” turnéen overstået, men mit arbejde med det show er langt fra overstået. Vi optog showet i Odense (tak til et veloplagt publikum) og det kommer der, naturligvis, en dvd ud af. Der skal klippes, redigeres, rodes med lyd, designes menuer etc. Det er en proces, jeg har et meget ambivalent forhold til. Jeg kan godt lide at skabe resultater, men det er – i mangel af et velegnet sjællandsk ord – træls, at sidde og se sig selv fremføre et show, man har skrevet, rettet, repeteret, afprøvet og fremført et utal af gange. Det værste er næsten, at man, selv så sent i forløbet, sidder og kommer på små tilføjelser, som man ærgrer sig Brøndby-farvet over ikke at have fået med. Men sådan er det nu engang, og selvom det er en kedelig opgave, kan det ikke betale sig at tage for let på det, da resultatet er ret endegyldigt.

Og hvad så nu?! Samtidigt med at jeg, sammen med de gode folk hos Fridthjof Film, arbejder på at gøre dvd’en færdig, skal jeg have skrevet nyt materiale. Jeg har altid været ret principfast med hensyn til ikke at lave materiale, der er udgivet eller vist på tv, så når dvd’en udkommer, er det slut med at bruge jokes fra Science Faction. Egentlig er der også mange af tingene, som slet ikke vil fungere på samme måde, hvis de bliver taget ud af kontekst, så jeg vil, under alle omstændigheder, gerne have gang i noget nyt. Altid en spændende tid… når man skal rundt på Open Mikes og afprøve nyt.

Til efteråret er der to vigtige ting på programmet – eller rettere tre, men den tredje gemmer jeg lige til sidst. Først og fremmest laver jeg et two man show sammen med én af de mest spændende, og ikke mindst møgsjove, komikere pt. Torben Chris. Vi er begge med jævne mellemrum blevet beskyldt for at være mandschauvenistiske. Det er ret besynderligt, da det ikke har noget hold i virkeligheden, men det har da givet os den idé, at vi vil demonstrere, at vi IKKE er mandschauvenister, ved at lave et show, der viser hvad mandschauvenisme er. Glæd jer til “Men’s Room” på Comedy ZOO i oktober.

Derefter skal jeg på klubtour, sammen med to sjove, og super flinke, fyre, nemlig Steen Moltzen og Tobias Dybvad. Det skal nok blive fornøjeligt.

Den tredje ting, som jeg har gemt til de sidste linier, er, at jeg er blevet opfordret til at lave en håndfuld ekstra shows af “Science Faction.” Derfor tager jeg lige en runde på ZOO med det nørdede show i løbet af sensommeren. Ses vi? Det håber jeg.