18/10 - 2008

Det er lørdag morgen

… og Falkonér Audience Salen kan stadig høres i mit hoved. Det var en rigtigt god aften i går… én af de dage, hvor jeg virkeligt mærker, at jeg er privilegeret. Det ER s’gu fantastisk, at kunne leve af noget, man holder så meget af. Jeg vil prøve at huske den følelse – at tage den med mig, så jeg kan bevare livsgnisten, når jeg om 1½ måned står til en julefrokost hos en flok brolæggere, der har dedikeret deres aften til at placere Danmark i toppen af listen over verdens mest øldrikkende lande, finde nye og banebrydende anvendelser for sætningen “det sagde hun også i går” og udøve den ældgamle, fine julefrokost-kunstart at råbe hvem fra arbejdspladsen der passer på en beskrivelse af en fiktiv person i komikerens show… imens de ærgrer sig over, at pengene ikke er blevet brugt på en stripper og mere øl. Jo, indimellem føles mit job som… ja, et job!!! Men i det store og hele er jeg et heldigt asen (findes der i øvrigt efterhånden andre typer asener end de heldige – jeg synes ikke, at man høre andre omtalt. Mindes ikke at have hørt nogen sige “jeg er et umusikalsk asen” eller et snuselskende ditto… well…) I dag skal vi så til Holbæk, og det plejer såmænd at være et glimrende sted. Udover at koncentrere mig om touren, tænker jeg naturligvis også på hvad mit næste projekt skal være. Jeg har nogle planer for 2009, men også nogle lidt mere langsigtede idéer. Én af dem skal sættes i gang 19. november i år. I næste uge skal vi lave to “Extrospekt” shows i Århus. DET bliver rigtigt tour-liv. Der er ikke mange ting, der slår sådan en dag. Man vågner op i Århus og skal ikke andet end bare at shoppe, spise, gå i biografen eller hvad man måtte have lyst til, og så lige lave et show om aftenen. Love that shit!!! Til alle jer, der læser med på denne side, og følger med i det jeg laver: Tak!

Så er vi godt og vel halvvejs færdige med turnéen. Det har været den FEDESTE tour indtil videre. Selv de steder, jeg på forhånd frygtede lidt, har overrasket postivt. Der har ikke været én decideret dårlig aften endnu. Billetsalget har svinget lidt – og på en sær måde – men i store træk har der været godt fremmøde, Elias er en fornøjelse, både professionelt og privat og jeg ser virkelig frem til resten af forestillingerne. Vi optog showet i Esbjerg, og det bliver en MØG-cool DVD. Det er Fridthjof Film, der producerer den, og jeg er målløs over hvor dygtige de er. Jeg bliver mere og mere sikker på, at jeg har det bedste job i verden. Hårdt, ja. Krævende, ja. Men (næsten) altid besværet værd, når man står på scenen. Jeg har haft et videokamera med rundt og skudt en lille dokumentar om showets tilblivelse. Begyndte faktisk at lave lejlighedsvise optagelser allerede i marts. Det kommer med på DVD’en. Jeg tillader mig hermed – under henvisning til fraværet af en officiel gaveudvælgelseskomité – at udnævne “Extrospekt” DVD’en til årets jule-, mandel-, værtinde-, værts-, hade-, og fødselsdagsgaveidé. Nu har jeg sagt helle for de titler, og jeg er klar til at sagsøge indehaverne af butikkerne bag ethvert katalog, som fremsætter modstridende påstande. So there!!! Anyway, glæder mig til resten af touren. Skynd jer at købe billetter – der er ikke mange tilbage, og stand-up er bedst live.

Extrospekt turnéen er i gang. Premieren gik rigtigt fint. Selv anmelderne har været positive. Fem stjerner i B.T. DET lunede!!! Der er arrangeret ekstra shows i Vejle og Århus, da der var helt udsolgt begge steder, så alt i alt er det startet godt. Jeg er rigtigt glad for showet, og skylder en kæmpe tak til FBI, især Peter og Camilla, som har været fænomenale at have i mit ringhjørne. Der er naturligvis lang vej hjem, men den dominerende følelse er, at jeg GLÆDER mig til alle shows. Jeg mener selv, at “Extrospekt” er mit hidtil bedste show – som tidligere nævnt, skulle jeg også tænke alvorligt over det, hvis det ikke var… så er man på vej i den forkerte retning, og skal overveje at kaste håndklædet i ringen. Det er en fornøjelse at optræde med showet, og Elias Ehlers gør det forrygende som opvarmer. I aften skal jeg til Slagelse, og det plejer at være ganske cool. Endnu har jeg ikke haft nogen jobs på den anden side af storebælt, så det føles ikke RIGTIGT som en turné endnu. Den følelse kommer først, når man vågner på et hotel i Vejle og ikke skal andet hele dagen end at køre til Herning, checke ind på et nyt hotel og så lave et par timers show om aftenen. Love it! På den anden side er det nu meget godt, at der har været lidt tid herhjemme, for jeg har haft travlt med at forberede ekstramateriale til DVD’en (jo, showet kommer på DVD på et tidspunkt!) Hvis ikke du allerede har købt billet, så check alle spillestederne under “tour-plan” og få det gjort – jeg LOVER, at jeg skal gøre mit allerbedste for at det bliver din tid værd. Håber mere end nogensinde, at vi ses derude.